Kun få vælger at være tilmeldt gruppe 2, hvor man selv skal betale for at komme til læge. Du er ikke tilknyttet nogen fast læge, men kan frit vælge. Vi opfordrer til at man er tilmeldt gruppe 1, som er uden egenbetaling, da vi mener det giver en bedre sammenhæng i behandlingen.
“Hvis du er i gruppe 2, kan du frit søge behandling hos læge, speciallæge, tandlæge, tandplejer og kiropraktor. Hvis du skal til fysioterapeut, fodterapeut eller psykolog, skal du stadig have en lægehenvisning. Psykologen skal have en aftale med regionen, for at du kan få tilskud.
Du får samme tilskud fra regionen, som en gruppe 1-sikret borger får til en tilsvarende behandling. Nogle steder bliver tilskuddet trukket fra regningen, og du skal selv betale den øvrige del af lægens honorar. Andre steder skal du først betale hele regningen og derefter få tilskuddet refunderet hos kommunen.
Læger, speciallæger, tandlæger, tandplejere og fysioterapeuter fastsætter selv størrelsen af honoraret for behandling.
Som gruppe 2-sikret kan du få behandling på samme vilkår og med de samme begrænsninger som gruppe 1-sikret. Det betyder, at du kan få det samme antal behandlinger, som hvis du var i sikringsgruppe 1. Hvis din speciallæge vurderer, at du har behov for flere behandlinger, end du normalt ville få som gruppe 1-sikret, skal din praktiserende læge vurdere dit behov for behandling.”
Kilde: sundhed.dk